3 Flutes
600g vand
15g gær
20g salt
900g hvedemel
Kom alle ingredienserne i en røreskål og kør dejen til den slipper kanterne og er glat i overfladen, tager 10-15 min. ved medium hastighed.
Har du ikke røremaskine, opløses gær og salt i vandet inden melet tilsættes. Bland massen godt sammen inden den hældes ud på bordet og æltes godt igennem til en glat og fast masse opnåes. Tager noget tid men er arbejdet værd
Når dejen er æltet færdig, stilles den til side med et klæde over og hæver i 45 min.
Herefter væltes dejen ud på et meldækket bord og deles i 3. Form 3 lange pølser ca. 3-4 cm i tykkelsen med god afstand. Der kan være 3 flutes på en bageplade eller bage rist.
Jeg bruger en bagerist, da dampen som vi bruger under bagning, trænger bedre op igennem ovnen.
Stil nu flutes udenfor overdækket eller i køleskabet og lad dem hæve yderligere 2 timer. Det er vigtigt de står koldt, for at få et godt elastisk brød.
Når de har efterhævet tages de ind igen. Lav tre dybe snit på skrå og lad stå i ca. 20 min.
Tænd ovnen på 250 grader enten varmluft eller dampprogram hvis du er så heldig.
kom 1/2 liter vand i en bradepande og stil i bunden af ovnen, eller hvis din ovn har et kar eller beholder bruges denne selvfølgelig.
Bag brødet i 15-20 min. til en gylden sprød overflade opnåes.
Du kan godt bage uden damp og bagerist, men det er denne kombination som giver det sprøde knasende ydre, som jeg så godt kan lide.
Hvis du er mere til en blød skorpe, så sæt temperaturen ned til 230 grader og bag i 20-25 min. uden damp.